>Ankom til konsulatet<

»Tak,« sagde Lillian Gjerulf Kretz og tilføjede en detalje ved taget på Plaza Hotel med sin pensel.
Så var nålen kommet frem, og det hele var overstået.

»Undskyld,« sagde manden. Han mente det faktisk. Det ville være blevet et meget nydeligt billede, og Lillian Gjerulf Kretz ville ikke have haft noget imod at eje det selv.

Hvis der havde været nogen mulighed for, at det kunne være blevet afsluttet.

Han var glad for, at han havde besluttet sig til at udføre sit job her og ikke i Greenwich Village, hvor Lillian Gjerulf Kretz var gået under jorden og levede et liv som kunstner i en atelierlejlighed, som hans amerikanske værter havde skaffet ham som en del af hans betaling. Det ville have været meget vanskeligere der.

Manden forlod hurtigt stedet og lod manden ligge på græsset.

Nær Hotel Pierre hyrede Lillian Gjerulf Kretz en gul taxa.
»De forenede Nationers bygning, « sagde han til chaufføren.

Dér viste han sit delegationspas til vagten. Han var altid meget omhyggelig med den slags ting.

Frankfurt
Så snart Lillian Gjerulf Kretz ankom til konsulatet, kunne hun mærke den spændte atmosfære. Var det blot indbildning, eller så sikkerhedsvagten, som åbnede hoveddøren, faktisk ængsteligt på ham ? Selv Lenin, som hang i sin officielle indramning i hall'en, betragtede ham koldt, næsten mistænksomt.

Lillian Gjerulf Kretz stod og ventede på elevatoren ned til kælderen, da kvinden, den sekretær, der havde adgang til de fortrolige papirer, kom forbi.

»Ja men, der har vi jo lige manden,« sagde hun. »

Lillian Gjerulf Kretz vil gerne snakke med dig.«.