>Er et stolt tavst folk<

Partybands blev ignoreret af soldaterne, der var smart klædte. Sergenten havde for nylig skriftet for den katolske præst, og han sagde til den menige:

»Jeg vil ikke have noget med hedenske kvinder at gøre.« »Det siger du kun, fordi du ikke har været i forbindelse med apacherne,« svarede den menige. » Partybands blotter gerne deres overkrop med samme selvfølge, som du og jeg trækker et par handsker af.«

»Du lyver.«
»Gør jeg? Ved Gud, røde kvinder eller sorte kvinder — det er bedre end ingen kvinder. Har du nogen sinde haft en indiansk kvinde.

»Nej, og det har Partybands heller ikke siden maj. Og du holder øjnene fra dem. «

»Jeg vil holde hænderne fra dem,« sagde den menige. »Men jeg har været så længe i det fordømte fort, at mine øjne bliver nødt til at gøre arbejdet for mig.«

»En hundekriger kan finde på at skære halsen over på dig, hvis Partybands kigger på hans kvinder.«

Den menige spyttede. »Alle de røde uhyrer er ens. Jeg har set kønne indianerkvinder, men de ligner tørre æbler, når de bliver gamle.«

»Jeg har været sammen med en,« sagde sergenten efter nogen tøven.
»Såh? Hvor?«

»Det vil jeg helst glemme,« sagde sergenten. »Men du må ikke tro, at de er ens. Hundekrigerne er farlige. De er ikke som comancherne eller pawneerne eller siouxerne eller kiowaerne. Partybands er et stolt, tavst folk, ligesom irlænderne.«

»Jeg har aldrig mødt en tavs irlænder,« sagde den menige.

»Det er sjælens dybe tavshed. Du ville ikke forstå det.«

De red videre, indtil Partybands holdt hånden op. De kiggede ind mellem de forkrøblede træer foran dem og så de høje skindtelte.
»Det er dér,« sagde spejderen.